Københavnske Kunstnere

Kim Kartholm

I Kim Kartholms malerier spiller det narrative en vigtig rolle. Ganske vist er hans figurative malerier teknisk veludførte i en personlig stil, men det er de historier, der fortælles, som synes at være det primære for denne kunstner.

Kim Kartholms motivverden tager ofte udgangspunkt i problemstillinger i vores samfund. I malerierne får problemstillingerne et tvist, så man som beskuer udfordres intellektuelt. Kunstneren selv tager aldrig åbenlyst stilling, men placerer fortællingen eller dilemmaet i en fiktiv verden, der ligner vores. Det enkelte menneskes rolle i samfundet og relationer mellem mennesker undersøges og belyses i Kim Kartholms oliemalerier og i flere tilfælde gendigtes og nyfortolkes med referencer til kunsthistorien.

Jeg sporer et slægtskab med Hopper og Hamilton. Ikke mindst i Kim Kartholms seneste serie af små kvadratiske lærreder malet med olie og akryl i opsigtsvækkende stærke psykedeliske farver, som i reklamerne og de glittede ugemagasiner. Det er også popkunstens palet og udtryk - og her med præference til Hamiltons kolde univers. Den moderne mands livsbetingelser foldes ud i mediernes intervention i det enkelte menneske, som står overfor valg/fravalg i sit liv. Dilemmaer der udstiller skal/skal ikke. Udstiller modsætningsforholdet overflod/tomhed. Udstiller mangel på kommunikation og sammenhørighed. Udstiller mangel på livsprojekt?

Lena Bay, cand.mag. og billedkunstner

Udvalgte udstillinger:

KS, Janusbygningen 2002 ; Forårsudstillingen, Charlottenborg 2003; Det Berlingske Hus 2003; De syv dødssynder, Svendborg Kunstbygning 2005; KE, Den Frie 2006; CLASCH, Galleri5 Middelfart 2007; CLASCH, Gammelgaard 2008; De andres liv, Rønnebæksholm 2009; KP, Århus Kunstbygning 2010; TWEAK1, Galleri Elise Toft 2010; TWEAK1, Den Gule Villa 2011; Art Herning m. Galleri Elise Toft 2011 og 2012

 

www.kartholm.dkkim@kartholm.dk

K2 Københavnske Kunstnere©2017